Det gode
børneliv på
Strynø


Om Skattekisten
Vi har fokus på gode relationer og børnefællesskaber på tværs af alder og køn, så alle får en vigtig plads i fællesskabet. I Skattekisten er der – ligesom på øen i øvrigt – tid til ro og fordybelse. De pædagogiske lærepaner indgår som en naturlig del af hverdagen. Vi følger børnenes interesser, og hvert enkelte barn bliver set og mødt på sine behov.
Vi tilbringer meget tid udenfor og bruger hele øen som vores legeplads. Strynø er en ø med mange muligheder og ressourcer. Vi har et aktivt fællesskab med mange børnefamilier, og både forældregruppen og resten af øen bakker op om institutionens tiltag og idéer. Så der er ikke langt fra tanke til handling, hvis vi vil ud at plukke æbler eller fælde juletræer. Derudover besøger vi ofte øens skole, som vi har et tæt samarbejde med.

Om Strynø
Strynø blev i 2022 kåret som årets ø i Danmark, og dét er ikke uden grund. Udover storslåede naturoplevelser byder øen på et utroligt rigt fællesskab og foreningsliv for børn og voksne i alle aldre.
Du kan gå til fodbold, styrketræning, foredrag og i biografen. Der er en kreagruppe, bådværft, og flere lokale producenter af fx keramik og æblemost. Desuden giver havet mulighed for et bredt udvalg af sportsaktiviteter, og du kan både leje SUP, havkajak og øens træbåde, Smakkejollerne. Den sidste fredag i hver måned inviterer vores litteraturforening til forfatterarrangementer, hvor vi bl.a. har haft besøg af Glenn Bech og Naiha Khiljee. Og skulle din hobby ikke være repræsenteret, er der rig mulighed for at starte en ny fritidsaktivitet op på øen med masser af lokal opbakning.
Adskillige spisesteder har til huse på Strynø, og du kan bl.a. nyde is fra vores lokale ismejeri, vietnamesisk streetfood og mange andre kulinariske oplevelser. En gang om måneden inviteres hele øen til fællesspisning på skolen, hvor naboer i alle aldre mødes.
Kort sagt: Vores lille ø er rig på store oplevelser!
LÆS MERE OM STRYNØ
Fire hurtige om Strynø
- Strynø er 4,88 km2.
- Ca. 220 beboere, heraf 50 børn.
- Vi har 17 nationaliteter repræsenteret på øen.
- 8 gange dagligt sejler færgen til og fra Rudkøbing på Langeland. Turen tager 35 minutter.